Du kan ikke placere en ny ordre fra dit land. United States

Jeg har altid tænkt på at det kunne være sjov at starte sin egen webshop og drive den som supplement til mit fuldtidsarbejde.
Mange tanker og spekulationer har faret i gennem hoved i mange år. "Hvad skal jeg sælge", "Hvordan laver jeg en webshop", "Kan jeg finde ud af at sælge?", "Mon det er for dyrt at komme i gang". 
En dag fortæller min kone, at hun har fundet et rigtig lækkert tøjmærke og at de søger forhandlere i Danmark. Efter lidt snakken frem og tilbage i et par dage, tog jeg beslutningen om at starte min webshop der sælger dametøj. Og den 1. september 2012 trykkede jeg "Godkend" på erhvervsstyrelsens hjemmeside. Og få dage senere stod jeg med mit CVR nr. og registreringsbevis i hånden. 
Inden da, havde vi naturligvis snakket om hvad jeg skulle kalde min butik. Og den kom til at hedde "Bettebiksen". Navnet fortæller at det er en lille virksomhed der er helt nede på jorden og til at handle med.
Nogle måneder efter deltog jeg i en lokal messe, for at udbrede kendskabet til min butik og sælge lidt til de mange gæster. I løbet af messen fik jeg en masse feedback, deriblandt var der mange der først troede at Bettebiksen var en butik der solgte børnetøj!
Nu skulle jeg lægge hovedet i blød igen!
Da vi sælger tøj fra en Fransk producent, var det nærlæggende at finde et franskklingende navn. Valget faldt på "La Vente" der betyder "Salget" på fransk. Eller det var det jeg troede det gjorde. For skal det være korrekt fransk, så hedder det ikke La, men Le i stedet. La Vente er derimod Spansk. Så hvad betyder "La Vente" på spansk? Frit oversat betyder det "Opløsningsmidlet". Men domænet var købt, navneskiftet var registreret og jeg kunne godt lide klangen i navnet. Så derfor hedder min butik stadig La Vente. Også selvom jeg ikke sælger opløsningsmidler!

coline logo

Hvad sælger vi?
Vi er forhandler af det franske tøjmærke Coline, der ligger i det sydvestlige Frankrig i byen Fourques sur Garonne. Coline blev grundlagt i 1987, og er kendetegnet for inspirerende designs, spraglede farver og til særdeles gode priser. Materialerne er uld, bomuld, polyester, polybomuld, akryl, viskose og går fra S til 3XL.    

Fordi vi er nye i faget kan vi endnu ikke lagerføre alle varerne. Det er dog muligt at bestille varer som så vil blive leveret som restordre. Vi bestiller hjem hver 2-3 uge, så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål og ønsker. Dato for næste bestilling kan du altid se på varesiden.

Vi arbejder hårdt for at få vores webshop opdateret med rigtige farver, størrelser og materialer. Det kan dog ske at vi har været i tvivl om hvilke farver og størrelser vi kan få på lager. Vores franske rækker i midlertidligt kun til "Bonjour" og "Merci", derfor har vi vores udfordringer med at få oversat varer.

Vi ønsker at give dig den bedste service og fleksibilitet, så du har lyst til at handle med os igen. Derfor kan du naturligvis returnere dine varer inden 14 dage hvis de ikke lever op til dine forventninger.

Med venlig hilsen

Jan Kousholt
Ejer af La Vente ApS